HansaPark – Anmeldelse 2012

Udgivet af Redaktionen den

Vi drog af sted mod Hansapark lørdag morgen. Alle familiemedlemmer (2 voksne og to piger på henholdsvis 8 og 11 år) var meget spændte. Vi skulle i Hansapark 2 dage og overnatte på hotel Hof Sierksdorf, som ligger lige i nærheden af parken.

I Rødby blev vi mødt af den polske måge Piotr der delte brocurer ud. En ekstra lille bonus for vores yngste som selvfølgelig stillede op til fotografering med kæmpemågen.
Efter en veloverstået færgetur med Scandlines (Rødby-Puttgarten) provianterede vi i en noget overfyldt bordershop (kan ikke anbefales med to forventningsfulde børn) og fortsatte mod vores mål.

Landet i HansaPark
Kl. 13 landede vi på en kæmpestor parkeringsplads udenfor Hansapark. Der var mange biler og vi forudså en overfyldt forlystelsespark med lange ventetider i kø.
Dette var imidlertid ikke tilfældet.

Hansapark er utroligt indbydende, der er god plads selv når der er mange gæster og der er gjort meget ud af både blomsterbede og grønne områder. Der er rent og pænt, personale ses jævnligt samle skrald på veje og stier og toiletterne er rene og indbydende. På de fleste af parkens toiletter er der opstillet børnetoiletter og håndvaske i børnehøjde så også små besøgende kan føle sig velkomne.

Vi oplevede at det var godt vi havde to dage i parken. Der er utroligt mange forlystelser, og noget at prøve for alle aldre og temperamenter. Vores ældste pige er født med Downs Syndrom og det svarer til at have en 5 årig med, når hun deltager på tur.
Pigerne er desuden meget forskellige hvad angår både tempo og mod når det kommer til forlystelserne, så vi prøvede stort set alt hvad parken havde at byde på i de to dage vi tilbragte der.

Vi tænker dog at man, hvis man har større børn der selv kan bevæge sig rundt uden forældre, kan nøjes med en enkelt dag i parken og stadigvæk have stort udbytte af det.

Ikke meget ventetid ved forlystelserne
Ventetider var der ikke meget af. Søndag kom vi til parken tidligt på dagen og oplevede at vi stort set kunne sætte os i alle forlystelser uden ventetid overhovedet.
Lørdag eftermiddag hvor der var mange mennesker, stod vi ikke i kø mere end 5 minutter til forlystelserne, bortset fra rutchebanen ”Flugten fra Novrogod” hvor vi tilbragte 50 minutter i kø. Tilsyneladende en meget populær forlystelse. Man blev dog underholdt af skræmmende lyde, levende billeder og faldende lysekroner, mens man stod i køen og ventede.

Spisesteder findes i alle afskygninger i parken lige fra ”grib en hurtig pølse eller en bakke pomfritter” til pizzariaer og restauranter med snitzel og jordbærkage til kaffen.

Vi var heldige med vejret som på trods af årstiden viste sig fra sin bedste side. Vi bemærkede at der er et indendørs legeland til de yngste hvis man er uheldige med vejret eller bliver overrasket af en regnbyge. Radiobiler, søløveshow og udkigstårn er desuden indendørs alternativer i tilfælde af dårligt vejr. Desuden er der gode muligheder for at stille sig i ly for regnen alle steder i parken.

På grund af vores ene datters handicap var vi opmærksomme på parkens handicappolitik. Der er ikke, som i for eksempel Bon Bon Land, ekstra tiltag for personer med handicap ved forlystelserne og der stilles krav om at man selv kan komme ind i og ud af forlystelserne. Men der er generelt gode forhold for kørestolsbrugere og handicaptoiletter placeret rundt omkring.

Hotel Hof Sierksdorf 3 minutter fra parken
Vi brugte tiden mellem besøgene i Hansapark på hotellet Hof Sierksdorf som ligger ca. 3 minutters kørsel fra parken.
Det er et skønt familiehotel. Vi boede på et dejligt stort familieværelse med lille køkken. Der var to rum med fire opredninger i alt. Store lyse rum og så lå der små ”sov godt vingummiposer” på hovedpuderne, det tog kegler hos pigerne. Der var udsigt til stranden som lå lige på den anden side af vejen. Så en lille tur på stranden inden aftensmaden blev det også til.

Vi spiste på hotellets restaurant lørdag aften. En rigtig god oplevelse med børnemenu udformet som farvelægningskopi og leveret af tjeneren med farveblyanter og et visitkort der kunne veksles til en lille gave efter maden. Super god betjening og lækker mad. Absolut en god afslutning på en lang og begivenhedsrig dag.

Morgenbuffeten søndag morgen var varieret og med lidt for enhver smag. Små tærter, frugt, musli yoghurt, brød, varieret pålæg, røræg og juice, mælk og vand.

Vi vil anbefale hotellet til alle, både familier med mindre og større børn !

Christina Munch Godfrey og co.
Testfamilie for Sjovforbørn.dk
30. april 2012

Mågen Piotr

Rent og pænt i HansaPark

Sjove forlystelser i HansaPark

Pizzahygge i HansaPark

Dejlige dage for familien

Hotel Hof Sierksdorf

Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:

Din kommentar:

Informationer

Christina og familien har været testfamilie for Sjovforbørn.dk og turen er betalt af HansaPark, Scandlines og Hof Sierksdorf.

http://www.hansapark.de/dk/
http://www.scandlines.dk/
http://www.hofsierksdorf.de/

Kategorier: Ferieartikler