Eventyr i Arendal – Norge med myseost og fiskestang!
”Bliver vi våde, hvis vi flyver ind i en regnsky?” spørger Asbjørn, da vi er kommet i vejret. Det er første gang, vi skal op og flyve, og den 4-årige er bekymret for både skyer og superhelte. Men jeg lover ham, at han ikke bliver våd af regnvejret, og at piloten godt kan styre uden om flyvende mænd i kapper.

Vi er på vej til Arendal i Norge. Vores familie, der tæller mor, far og to drenge på 1 år og 4 år, har lånt et hus, hvor vi skal holde lidt tidlig sommerferie. Vi skal kun flyve en time til Kristiansand, og derfra skal vi videre med bussen til Arendal, men det føles alligevel, som om vi er på vej på eventyr. Den lille lufthavn i Kristiansand ligger mellem fjelde og klipper, og den skarpsindige 4-årige opdager hurtigt, at de taler anderledes i Norge.

Bjerge med huller
Bussen fra lufthavnen tager os gennem et fantastisk landskab af stille søer, klippefyldte enge og små byer med træhuse i bolsjefarver. Pludselig åbner en klippevæg sig i et sort hul. Vi skal køre gennem en tunnel. Det er næsten mere mærkeligt end flyveturen, og vi forældre kommer på en umulig opgave med at forklare, hvordan man laver hul i et bjerg. Jeg ender med at sige noget med en stor kanon, der kan skyde hul, så vi kan køre igennem. Men det tror drengen ikke helt på, og det kan jeg godt forstå. Han kommer i tanke om sangen med ”Oppe i Norge, der boede tre trolde,” og vi bliver enige om, at det nok er dem, der har lavet hullerne.

Da vi ankommer til Arendal, bliver det straks tydeligt, at der ikke bor nogen trolde. Byen snor sig fra havnen op ad fjeldet, hvor husene ligger som hvide strandskaller, der er drysset ind mellem klipper og kirketårne. Her er alt for pænt til trolde.

Troldene bor måske i huler i fjeldene, men vi møder ikke nogen. Til gengæld finder vi ud af, at fjeldene kan være en udfordring for en klapvogn. Eller retter for den, der skubber klapvognen. Arendal er bakke op og bakke ned, hårnålesving og stejle trapper. Men turen gennem byen er meget idyllisk, og det virker, som om folk i Arendal kan lide at hygge sig. Overalt er der fine krukker ved vejen, bænke med udsigt og pudsige små butikker.

Vi finder vores hus og bliver slået af den fantastiske udsigt ned over byen. Hvide stakitter om blomstrende haver, huse med kunstfærdige karnapper og havnens mange sejlbåde, kan vi se fra terrassen. Vi nyder stilheden i det store hus, inden vi begynder at planlægge feriens udflugter.

Sukkerkager i Kardemommeby
Det regner fra tunge, mørke skyer, da vi pakker rygsækken og begiver os med bussen til Dyreparken i Kristiansand. Men efter at have mødt parkens løveflok og set den store hanløve ryste vand af manken, bliver vi enige om, at Dyreparken også er spændende i regnvejr.

Kristiansand Dyrepark er delt op i mere end 20 mindre områder, der hver er en hel verden af oplevelser vilde dyr, karruseller, teater og jungleland. Vi kan umuligt nå det hele på en enkelt dag, så vi beslutter, at vi i hvert fald skal besøge Kaptajn Sabeltands Sørøverskib og Kardemommeby.

I den caribiske landsby med borg, markedsplads og teaterscene ligger Kaptajn Sabeltands skib for anker. Der er 20 minutter, til skibet sejler, så vi kan nå en tur omkring markedspladsen, hvor vi finder ly for regnen. Her opdager vi også, hvor berømt sørøverkaptajnen er i Norge, for vi kan købe alt fra børnebøger og tegnefilm til badehåndklæde, madkasser og køleskabsmagneter med den sabelsvingende pirat. Da vi kommer ombord på skibet, får vi en rigtig sørøveroplevelse. Det er en gammel søulk, der står ved roret, og en yngre sørøver snakker med børnene. Pludselig bliver der skudt med kanoner mod os, og vi skal alle sammen være med til at råbe højt, hvis vi ser nogle fjender undervejs. Det gør vi selvfølgelig, og den unge sørøver deler ud af skatten som tak for hjælpen.

Parken er stor, og det er en flot gåtur ad stien gennem skoven, da vi vil finde Kardemommeby. Asbjørn trodser regnbygerne for at få en tur i den grønne lastbil på vejen. Han koncentrer sig meget om at køre dem ombord på den ventende færge og tilbyder bagefter at køre hele familien til Kardemommeby. Men der er nok ikke plads til klapvognen og lillebror i lastbilen, så vi vælger at gå. Vi ser flere karruseller for hans aldersgruppe på vejen, men dem springer vi over, for vi trænger til en tur på café.

Dyreparken er som alle andre forlystelsessteder i verden rigeligt forsynet med steder, hvor man kan købe mad og drikke. Men der er nu noget særligt ved at sidde i Kardemommeby og spise sukkerbrød og drikke kaffe. Også denne attraktion er flot udført, og de små gader er fulde af minder om Torbjørn Egners hyggelige børnebog. Man kan overnatte i hvide huse, og med børn i den rette alder må det være en stor oplevelse at komme med røverne Kasper, Jesper og Jonathan på røvertogt om natten.

Vi klatrer en tur gennem junglelandet, inden vi tager hjem. Heldigvis har vi sagt til chaufføren, hvor vi skal af, for hele familien falder i søvn i bussen efter en underholdende dag.

I avisen med dagens største makrel
På en café læser vi i den lokale avis, at der er fiskekonkurrence på havnen. Alle børn kan deltage, og vi får udleveret fiskeudstyr og madding, da vi melder os til. Der er et mylder af børn i redningsveste, og da konkurrencen bliver fløjtet i gang, går arrangøren rundt og kommenterer de forskellige fangster. Stemningen er hyggelig, og vi slapper af med saftevand i solen, da Asbjørn pludselig udbryder: ”Jeg har bid, jeg har bid.” Op af vandet trækker vi konkurrencens største makrel. Måske 30 centimeter lang og ”ret slimet”, men helt klart en vinder.

Arrangøren overrækker Asbjørn en præmie: en lille krabbefiskestang, en fiskervest, en kasket og en rygsæk, der kan klappes ud til en stol. ”Smil til fotografen,” siger arrangøren, og dagen efter er Asbjørn omtalt i lokalavisen som en af konkurrencens vindere. Med billede og det hele. Resten af ferien slipper drengen ikke sin præmie, og det kræver lange forhandlinger at få ham gennem tolden med en rygsæk på metalstativ.

Makrellen bliver renset, og vi snakker om, hvordan vi skal tilberede den hjemme i køkkenet, så han kan smage den. Men det styrker ikke appetitten, at man har set maden i øjnene, så mågerne får lov til at spise fangsten.

Med båd til Merdø
Den nye fiskestang skal afprøves, og derfor tager vi med båden til Merdø. Fra Arendals havnefront går båden i fast rutefart til den lille ø, hvor der er en café, lidt vild natur og en fantastisk badestrand. Solen skinner fra en skyfri himmel, og børnene springer i de stadig ret forårskolde bølger.

Mange lokale fra Arendal sejler også til Merdø i deres mindre både, og det giver liv på øen, hvor der ellers kun et par fastboende familier.

Uden for cafeen kan vi nyde madkurven på en plæne eller nogle bænke i skyggen. Og vi må lige prøve nogle af stedets fiskeretter, inden vi skal have en is.

Den vilde natur og de hemmelige stier på øen er oplagte til en opdagelsesrejse. Men det er en god idé at holde sig til de brede stier med klapvognen. Da vi først er kommet ud i vildnisset på Merdø, er det lidt af en kamp at få vognen med tilbage. Drengene synes, det er sjovt, at vi forældre må kæmpe med krat og kampesten, men vi ånder alle lettede op, da vi er tilbage ved båden igen.

Det gælder om at planlægge sin dag efter bådens afgangstider, ellers må man overnatte på øen og tage med tilbage næste morgen. Hvis vi havde haft telt og soveposer med, kunne det faktisk have været en god udflugt, men vi sejler med tilbage til vores hus om eftermiddagen.

Vores eget Norge-hus
Arendal har en hyggelig havnefront, der er omkranset af cafeer og restauranter. I havnen ligger også en fiskerbåd, hvor man i weekenden kan købe friskfangede, kogte krabber og rejer. Det er et lækkert supplement til de lokale supermarkeder, hvor vi ellers køber ind til de fleste måltider. I supermarkedets kølediske finder vi også lokale specialiteter, som vi skal prøve. Myseosten, som er alle norske børns favorit, får den 1-årige Bjarke til at synge af fryd, mens den 4-årige Asbjørn bliver lidt skeptisk, da han ser et billede af en ged på emballagen. Det er hel umuligt at overbevise ham, om at gedeost godt kan spises af mennesker det er ikke gedemad.

Byen har mange børnevenlige spisesteder, og det er som regel ikke noget problem med høj stol og puslebord. Men priserne er højere end i Danmark, og det virker som om portionerne er mindre. Vi bestiller altså mere mad, end vi plejer for at mætte hele familien. Derfor er det meget rart at bo privat, så vi ikke skal spise ude hele tiden.

Desuden giver privat indkvartering en lidt roligere ferie, hvor drengene kan hygge sig i sandkassen, og vi kan få vasket noget tøj, når kufferten bliver tømt hurtigere end beregnet. Selv det at hænge tøj til tørre bliver en naturoplevelse i Arendal, fordi vi har udsigt til fjordens små øer og fjeldene bag huset, mens vi får ordnet vasketøjet.

Lea Carlsen Ejsing
Sjovforbørn.dk
4. juli 2009

Foto: Maria Dalby